Møde 14. marts 2018

Endelig blev det onsdag nr 2 i marts måned og vi mødtes derfor på stamcafeen Fik’ret.

Denne aften havde vi fint besøg af Märklins repræsentant i Danmark Claus Aaltonen. Claus fortalte om hvad der rører sig hos Maerklin i øjeblikket. En af de store ting er at man er i gang med at få støbeformene til lokomotiver og vogne hjem fra Kina til Göppingen og til Ungarn. Han fortalte at formene til et enkelt lokomotiv kan fylde en hel container. Der er således meget at holde styr på og det er da også sket at man mangler nogle forme eller værktøjer til et lokomotiv. Så er det enten om at støve det op i Kina eller lave nogle nye værktøjer.

Claus fortalte at antallet af nyheder de seneste par år er vokset til omkring 800 – der må være noget at holde styr på.

Efter dette interessante indlæg var spørgelysten stor hos den ca 20 mand store forsamling. Der blev spurgt ind til ønsker til nye modeller og her var et bud den tyske krokodille efter forbilledet fra Schweiz. Der blev også spurgt ind til de til tider noget forsinkede nyheder – eksempelvis den nye danske Lint maskine. Den skulle dog meget snart være i butikkerne ifølge Claus.

Efter mange interessante diskussioner talte vi om at lave en tur til Göppingen og se fabrikken med Claus som rundviser. Det må vist være alle Märklin fans drøm !

Stor tak til Claus for at give sig tid til at besøge vores Mist-Kop møde !